Okklusionstræning i et genoptræningsforløb.
I dette indlæg vil vi gøre dig klogere på, hvad okklusionstræning er, og hvorfor det kan være en fordel at inddrage i dit genoptræningsforløb. Vi vil gøre dig klogere på, hvordan okklusionstræning fungerer, og hvorfor det rent fysiologisk bør have en gavnlig effekt. Derudover vil vi uddybe, i hvilke sammenhænge, at det vil give mening med okklusionstræning som en del af genoptræningen.
Hvad er okklusionstræning?
Okklusionstræning er styrketræning ved lav belastning, men hvor du får de samme fysiologiske adaptationer/tilpasninger som ved tung styrketræning.
Inden okklusionstræningen påbegyndes påføres en manchet rundt om et ben eller en arm. Manchetten vil herefter pumpes op til at indeholde et vis tryk, hvilket reducerer blodtilførelsen til og fra den/de arbejdende muskler.
Når manchetten er pumpet op til det ønskede tryk, kan man påbegynde sin træning.
Ved okklusionstræning arbejdes der ved en lav belastning og med mange gentagelser. Grundet afklemningen af blodtilførslen til og fra de arbejdende muskler, vil du ved den lave belastning få de samme fysiologiske tilpasninger som ved tung styrketræning. Okklusionstræning er på den måde en fysiologisk genvej til at opnå muskeltilvækst, øget styrke og øget funktionsniveau ved lav belastning af sener og led.
Hvordan virker okklusionstræning?
Når manchetten påføres en arm eller et ben med det korrekte tryg vil det venøse tilbageløb fra ekstremiteten afklemmes totalt, og det arterielle indløb afklemmes delvist. Når man så begynder sin træning, vil de arbejdende muskler opleve en utilstrækkelig iltforsyning, hvilket er formålet med afklemningen. Under træningen vil det gradvist blive svære for kroppen at transportere tilstrækkeligt med ilt ud til de arbejdende muskler, hvilket resulterer i en hurtigere udtrætning af musklerne.
Ved okklusionstræning får du altså igennem afklemningen skabt et miljø omkring de arbejdende muskler, som svarer til det miljø man ser, ved tung styrketræning. På den måde stimuleres musklerne til at foretage de samme fysiologiske tilpasninger som ved tung styrketræning, men uden, at du påfører en stor belastning omkring led og sener.
I hvilke sammenhænge giver det mening med okklusionstræning?
Okklusionstræning kan med fordel bruges i de sammenhænge, hvor man ikke er i stand til at udføre tung styrketræning, men har gavn af øget muskel- og senestyrke. Sådanne tilfælde kan være genoptræning efter en skade eller operation samt hos smertepatienter, ældre, patienter med artrose (slidgigt), m.fl.
Med andre ord giver det mening at benytte okklusionstræning i de tilfælde, hvor en patient, klient eller sportsudøver er begrænset i brugen af tung styrketræning, men vil have en gavnlig effekt af de tilpasninger den tunge styrketræning kan give. Derudover kan okklusionstræning også bruges hos den idrætsaktive som supplement til ens daglige træning.
Kontakt os og hør mere.
Synes du, at okklusionstræning lyder interessant, men er i tvivl, om det kan bruges til din problematik eller formål? Så er du velkommen til, at kontakte os her og høre mere om produktet, og hvordan det kan hjælpe dig. Døjer du med en løbeskade, og ønsker du at gøre brug af okklusionstræning til at overkomme din problematik hurtigere? Så kontakt os igennem LøberLab, hvor vi kan rådgive dig omkring brugen af okklusionstræning i forbindelse med en løbeskade.
Referencer.
- Hughes, L., et al. (2017). Blood flow restriction training in clinical musculoskeletal rehabilitation: a systematic review and meta-analysis.
- Hughes, L., et al. (2018). Blood Flow Restriction Training in Rehabilitation Following Anterior Cruciate Ligament Reconstructive Surgery: A Review.
- Centner, C., et al. (2019). Low-load blood flow restriction training induces similar morphological and mechanical Achilles tendon adaptations compared with high-load resistance training.