1. Tendinopatier forbedres ikke ved hvile. Ens symptomer kan godt reduceres ved hvile, men påbegynder du den smertefulde aktivitet igen, vil symptomerne komme tilbage. Årsagen til dette er, at hvile ikke kan øge tolerancen/styrken i den smertefulde sene. 

2. Tendinopati reagerer meget langsomt på træning. Det er derfor nødvendigt med tålmodighed. Igennem forløbet er det vigtigt, at træningen tilpasses ens nuværende niveau, og at progressionen i træningen sker på en hensigtsmæssig måde. Modstå fristelser som injektioner og operationer i håbet om at kunne fremskynde genoptræningsprocessen. Der findes umiddelbart ingen “genveje”, og det kræver hårdt arbejde. 

3.  Tendinopatier kan skyldes mange forskellige faktorer. Oftest skal årsagen findes i en pludselig ændring i ens aktivitetsniveau. Sådanne ændringer kan være bevægelser, som påfører senen en stor belastning (eksempelvis gang, løb og hop), og bevægelser som komprimerer senen. Nogle mennesker har en øget risiko for udviklingen af tendinopati grundet nogle biomekaniske faktorer (eksempelvis nedsat styrke eller udholdenhed i muskler) eller systemiske faktorer (eksempelvis alder, menopause og forhøjet kolesterol). Prædisponerede mennesker kan opleve at udvikle en tendinopati selv ved små ændringer i ens aktivitetsniveau.  

4. Fysisk aktivitet er den mest veldokumenterede behandlingsform til tendinopati. Sener har behov for at blive belastet på en gradueret måde, så senen kan øge sin kapacitet og dermed kan klare de belastninger, som den påføres i ens hverdag. I næsten alle tilfælde vil ens tendinopati ikke bedres uden, at senen belastes. 

5. Det er vigtigt at ændre på belastningen af senen, for at smerterne kan reduceres. Dette indebærer, at du typisk skal mindske belastningen omkring senen for så gradvist at opbygge kapaciteten igennem forløbet. 

6. Fund på skanninger er ikke ensbetydende med smerter. I mange tilfælde findes der patologi på skanninger, uden at individet har smerter. Af den årsag, er det ikke altid, at fund på skanninger er årsagen til ens smerter og kan derfor i nogen tilfælde ikke bruges til at sige noget om varigheden af ens tilstand. Yderligere ved vi, at selv med den bedste behandling for vævsheling (motion og injektioner eksempelvis), er det ikke sikkert, at patologien vil forsvinde. Derfor er de fleste behandlinger rettet mod at mindske smerteintensiteten og øge funktionsniveau fremfor vævshelingen. 

7. Tendinopati forbedres sjældent på lang sigt med brug af kun passive behandlingsformer som shockwave, massage, ultralyd og injektioner. Træning og fysisk aktivitet er ofte de vitale behandlingsformer, hvor passive strategier eventuelt kan bruges som supplement. Især gentagne injektioner bør undgåes, da det er forbundet med et dårligere resultat. 

8.  Fysisk aktivitet og træning bør tilpasses til den enkeltes behov. Forløbet skal planlægges ud fra den enkeltes symptomer og nuværende funktionsniveau. Belastningen skal øges gradvist igennem forløbet, så vævet/senen kan opbygge en større kapacitet. Træningen skal målrettes den enkeltes funktionsmæssige mål. 

9. Selvom der ved tendinopatier ses en smule biokemiske markører relateret til inflammation, anses tendinopatier ikke som en klassisk inflammatorisk tilstand. Tendinopatier skal derfor ikke udelukkende behandles som en inflammatorisk tilstand. Anti-inflammatorisk medicin som Ibuprofen og Ipren har muligvis en effekt ved stærke smerter, men effekten af medicinen på celleniveau er ukendt.