Spring til indhold

Slidgigt og løb

Slidgigt og løb

Slidgigt (artrose).

Hvad gør man, hvis man har fået konstateres slidgigt og gerne vil fortsætte med at løbe? Er det farligt at løbe, når man har slidgigt? Kan man få slidgigt af at løbe? I dette blogindlæg vil vi gøre dig klogere på løb og slidgigt. Vi vil redegøre for, hvorfor der ikke er en sammenhæng mellem løb og forekomsten af slidgigt. Derudover vil vi afkræfte en række historier, der går på, at løb er skadeligt for dig og dine led.

Er det skadeligt for mine led at løbe?

Ovenstående spørgsmål hører vi ofte. Af en eller anden årsag har mange en opfattelse af, at løb skader både knæ og hofteled. Muligvis stammer denne opfattelse fra tidligere, hvor man var af den overbevisning, at løb og især de stød, som kommer ved landinger, havde en skadelig effekt på brusken i eksempelvis hofte, knæ og ryggen. Vi er heldigvis blevet klogere i dag og ved fra forskningen, at disse stød fra landinger faktisk har en styrkende effekt på vores ledbrusk. Den ledbrusk vi har i kroppen får næring ved at blive presset sammen, hvilket eksempelvis sker når vi bevæger os. Af den årsag er bevægelse sundt for vores ledbrusk.     

Svaret på ovenstående spørgsmål er altså et rungende NEJ. Det er tværtimod sundt for dine led, at du holder dig aktiv.

Får man slidgigt af at løbe?

Lidt i forlængelse af det første spørgsmål, har mange også en opfattelse af, at der er en sammenhæng mellem løb og udvikling af slidgigt. Igen er vi igennem forskningen blevet klogere på dette og ved nu i dag, at der ingen sammenhæng er mellem løb og udvikling af slidgigt. Faktisk har det vist sig, at løber man på motionist plan mindsker det risikoen for udvikling af slidgigt.

I et stort opsamlingsstudie fra 2017 af Alentorn-Geli, et al(2) undersøgte man forekomsten af slidgigt hos 125.810 personer. Individerne blev inddelt i tre grupper, hvor man undersøgte forekomsten af slidgigt i hofte og/eller knæ. Undersøgelsen viste følgende forekomst af slidgigt hos de tre grupper:

  • Motionsløbere med slidgigt 3,5%
  • Ikke løbere med slidgigt 10%
  • Konkurrenceløbere med slidgigt 13%


I studiet fandt man altså en markant lavere forekomst af slidgigt hos motionsløberne end hos både ikke løbere og konkurrenceløbere. En mulig forklaring på ovenstående er højst sandsynligt, at motionsløbere har en passende træningsmængde, hvorimod konkurrenceløbere muligvis har en for høj træningsmængde, mens ikke løbere har en for lav.

Må man løbe, hvis man har slidgigt?

Du må helt bestemt gerne løbe, hvis du har slidgigt! Det handler om at tilpasse sin krop til den nye belastning, som den påføres under løb på en hensigtsmæssig måde. Her kan det være relevant at have en fagperson med speciale i løb med på sidelinjen, som kan hjælpe dig med at tilrettelægge dit løb, så du minimerer risikoen for skader og smerter. Tilpasser man sit løb, så kroppen får den nødvendige tid til at tilpasse sig, vil det som nævnt tidligere gøre din brusk i kroppen sundere og stærkere. Det er derfor anbefalelsesværdigt at løbe, hvis man har slidgigt, dog skal kroppen tilpasses den nye belastning på en hensigtsmæssig måde.

Slidgigt og løb

Er løb den bedste behandling mod slidgigt?

Nej, løb er ikke en bedre behandlingsform mod slidgigt end så meget andet. Det handler om at holde sig aktiv og bruge sin krop, også selvom man har fået konstateret slidgigt. Er man motiveret for at løbe, vil dette være en passende strategi at bruge i sit behandlingsforløb. Er man ikke motiveret for løb, men eksempelvis godt kan lide at gå lange ture, vil dette være en passende strategi. Man skal finde frem til, hvilke former for fysisk aktivitet, som man motiveres af og dyrke det. Der er ikke en bestemt behandlingsform, som virker bedre end andet. Sideløbende med ens aktivitet, bør man supplere med styrkeøvelser af relevant muskulatur omkring det smerteprægede led. Dette bør gøres for at styrke muskulaturen omkring leddet, så både led og muskulatur styrkes.

Derudover handler det altid om at finde frem til den konkrete årsag til ens smerteproblematik og målrette behandlingen ud fra det. Man ved fra forskningen, at langt fra alle med slidgigtforandringer oplever smerter. Man kan derfor ikke sætte et lighedstegn mellem slidgigt og smerter. Derfor skal årsagen til ens smerter i mange tilfælde findes i nogle andre faktorer end lige netop de strukturelle forandringer omkring det symptomgivende led.

Søger du råd og vejledning i forhold til løb på trods af slidgigt? Så kan vi hjælpe dig igennem LøberLab. Du er velkommen til at kontakte os derover, hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig. 

Referencer.

  1. Grace, H., et al. (2018). History of running is not associated with higher risk of symptomatic knee osteoarthritis: A cross-sectional study from the osteoarthritis initiative. 
  2.  Alentorn-Geli, E., et al. (2017). The association of recreational and competitive running with hip and knee osteoarthritis: A systematic review and meta-analysis. 
  3. Nair, MK., et al (2017). Knee Osteoarthritis and Running: Is there any Evidence for Association?
  4. Felson, DT., et al. (2004). An update on the pathogenesis and etiology of osteoarthritis. 
  5. Fu, S., et al. (2019). Mechanical loading inhibits cartilage inflammatory signalling via an HDAC6 and IFT-dependent mechanism regulating primary cilia elongation. Osteoarthritis Cartilage.
  6. Belavy, D. L., et al. (2017). Running exercise strengthens the intervertebral disc.⁣